Hop til hovedindholdet

Fælles kurser for frivillige i Nordsjælland logo

Skab stærke lokale fællesskaber.


Dato og tid

Tirsdag d. 9. november 2021 kl. 17:00 til 20:00

Tilmeldingsfrist

Mandag d. 8. november 2021 kl. 23:00

Sted

Frivilligcenter Hillerød/ Kedelhuset, Fredensvej 12 B, 3400 Hillerød Frivilligcenter Hillerød/ Kedelhuset
Fredensvej 12 B
3400 Hillerød

Skab stærke lokale fællesskaber.


Arrangementsbeskrivelse



Mens uforpligtende netværk og virtuelle interessebårne fællesskaber har deres begrænsninger, har vi i disse år fået øje for, at sociale udfordringer bedst håndteres i lokale fællesskaber, hvor vi møder hinanden ansigt-til-ansigt. Dette kursus giver viden om og indsigt i fællesskaber samt konkrete ideer til, hvordan man kan understøtte og facilitere lokale fællesskaber.

Lokale fællesskaber rummer store muligheder for at afhjælpe fx ensomhed, diverse psykiske problemer, lette integrationen og i det hele taget skabe en meningsfuld hverdag for udsatte borgere. Betydningen af store og små fællesskaber er for alvor blevet synligt her under Covid19, hvor det er blevet tydeligere, at lokale fællesskaber ikke blot kan skabe lokal sammenhængskraft og vækst, men også er en vigtig forudsætning for mental sundhed.

På dette kursus arbejder deltagerne med, hvordan de kan udvikle og genopfinde de lokalt forankrede fællesskaber i en forening, i byens lokalområder, i en boligblok, i en landsby eller i et landdistrikt.

På kurser arbejder deltagere bl.a med at undersøge temaer som:

Hvordan understøtter vi fællesskabelse?
Hvordan skaber vi fællesskaber på tværs?
Hvem skal vi involvere i processen?
Hvilke typer fællesskaber er der brug for?
Hvordan sørger vi for, at fællesskaberne er interessante for dem, de gerne skulle rumme?
Hvem henvender kurset sig til?
Kurset er målrettet frivillige og ansatte i foreninger, frivillige organisationer, frivilligcentre og initiativer, der udfører frivilligt socialt arbejde. Deltagerne arbejder med/ønsker at arbejde med lokale fællesskaber til gavn for foreningens brugere, lokalområdet mv. Det kan være deltagerne ønsker at genstarte lokale fællesskaber, der har tabt pusten under Corona eller er stødt på behov for nye typer fællesskaber og derfor gerne vil udvikle og skabe forudsætninger for nye fællesskaber. Kurset kræver ingen særlige forudsætninger, men det er vigtigt, at deltagerne indgår aktivt i øvelser og diskussioner.

Varighed og form
Kurset er tilrettelagt som et halvdagskursus, som giver en kort introduktion til at arbejde med målgrupper. 

Kursusdagen byder på kortere oplæg, diskussion i plenum, refleksionsøvelser og selvstændigt arbejde med egne målgrupper og kommunikation.

Kursusindhold
Kurset sætter fokus på, hvorfor lokale fællesskaber er vigtige, og hvordan man i praksis kan arbejde med dem. Kurset skærper deltagernes forståelse af fællesskabsbegrebet og deltagerne får konkrete metoder og ideer til at kunne arbejde med at genstarte eller udvikle forskellige typer fællesskaber.

Lokale kurser giver mulighed for at tilpasse indholdet til netop jeres deltagere.

Emnerne for dette kursus kan fx være:

Viden om forskellige typer fællesskaber og hvad man kan bruge dem til
Metoder til at udvikle eller genstarte forskellige typer fællesskaber
Værktøjer og inspiration til at igangsætte forskellige typer fællesskaber lokalt
En kortlægning af jeres væsentligste målgrupper og deres behov for fællesskaber
En kortlægning af væsentligste samarbejdspartnere og en plan for hvordan man går i gang, hvis man gerne vil skabe løsningen sammen med lokalområdet
Vi anbefaler, at deltagerne efter kurset sætter tid af til at afprøve de værktøjer, som de bliver præsenteret for på dagen. Det er med til at sikre dem et større udbytte af kurset.

Få mere viden om fællesskabelse og samskabelse
Ulrich, Jens (2020). Fællesskabelse kræver mere end fællessang og fællesspisning, Altinget.dk 
Ulrich, Jens og Malene Leerberg (2018). Fællesskabelse – Tre modeller til at afklare hvorfor, hvordan og med hvem, DenOffentlige.dk
Ulrich, Jens (2016). Samskabelse – en typologi. I: Tidsskriftet Lederliv
Underviser
 

Jens Ulrich
Jens Ulrich er stifter af konsulentfirmaet Ulrich Consult ApS, som blandt andet arbejder med fælleskabelse og samskabelse. Han har blandt andet gennem sit arbejde som konsulent hjulpet foreninger, kommunale organisationer og andre med at skabe lokalt forankrede fællesskaber. Han har ligeledes stor erfaring i at facilitere samskabelsesprocesser. Jens Ulrich har også forsket i, hvordan man kan arbejde med deltagelse og samskabende processer.

Find vej til arrangementet

Klik for at se et kort med stedets placering hos Google Maps >